Som det har været en tradition i mere end 20 år bød den første weekend i julemåneden på tur til Julklappesjakten i Gøteborg.
Flere end 50 aktive, trænere og forældre fra klubben deltog i skandinaviens største indendørs stævne og bladt trænerne var en debutant, Per Krog, som her fotæller lidt om sine oplevelser fra sin første, men sikkert ikke sidste Julklappsjakt.
Der er mange traditioner efter mere end 20 år med Julklappsjakten og én af dem er holdbilledet med alle turens deltagere på færgens trappe under hjemrejsen.
Julklappsjakten 2025 i Göteborg med SAK77
Bo havde sagt det – ”du kan godt glæde dig” og som født vestjyde havde jeg tænkt ”ja, ja, lad os nu lige se, det er for pokker da bare et atletikstævne”.
Det er det så ikke bare….
Men inden vi nåede så langt skulle vi lige have overstået, at ungerne gik ind i bussen og kom i forældrefri zone – bortset fra dem, hvis forældre ikke ville undvære alt det sjove (og kunne gi` en praktisk hånd med undervejs) 😊
Efter veloverstået bus- og færgerejse samt indkvartering på Slottsskogens Vandrahem tog de fleste til Liseberg forlystelsespark, hvor der traditionen tro skulle vindes en masse chokolade. Bare ikke i år.
Til gengæld tog SAK77 atleterne så revanche med hensyn til at vinde i atletikhallen.
Og apropos atletikhallen – Bo fik ret. At åbne døren til hallen og gå ind i rummet, der duftede af træ og er kæmpestort gav et sug og en umiddelbar glædesfornemmelse – og en lille smule misundelse, fordi man godt ville have haft sådanne forhold i sin egen atletikungdom.
På kort tid blev hallen fyldt med liv og lyd, vi nåede næsten at få alle ”avprickat” (nyt elektronisk system…) og dem vi ikke nåede kom med alligevel, fordi de frivillige hjælpere var søde – det er vel et ungdomsstævne, hvor det også handler om glade børn 😊Man kommer langt med et ”tack så mycke”.
Konkurrencerne begynder, atleterne varmer op og gør sig klar, trænerne fordeler dem imellem sig, så vi kan hjælpe og støtte, der tilrettes tilløb, der indgydes tro og der vises undervejs kæmpe vilje – ofte også mere end man selv troede man kunne. Der heppes på dem fra klubben og på dem, man kender fra andre klubber. Og som debutant til dette stævne går man rundt og glædes over al den aktivitet og at træningen faktisk bærer frugt. Nogle gange nok til at vinde over andre, nogle gange til at vinde over sig selv og nogle gange nok til at vise stabilitet resultatmæssigt.
Oven i alt dette er der selvfølgelig en masse grin, pjat, påtegning af krigsmaling i klubbens farver, der flettes hår med bånd også i klubbens farver – selv Morten får klubbens farver i snørebåndene! 😊
Og når sulten hærger styrer madfar Hegelund med fast og sikker hånd frokost og aftensmad, så alle får energi til mere udfoldelse og går mætte i seng.
Så det er ikke bare et atletikstævne – det er et socialt og stævnemæssigt fedt arrangement at være med til og Per Mortensen (af ungerne kaldet piske Per – spørg dem selv hvorfor 😊) styrer det med fast hånd og højlydt stemmeføring, så vi alle er klar over hvad vi skal – og tak for det!
Det betød f.eks. at alle – som i alle – havde deres pas med inde i bussen og Per blev fri for at være adoptivfar for et til flere børn….
Og der er allerede booket bus og vandrerhjem til næste år, så glæd jer unge som (for)ældre, det er jättekul 😊
Per (af nogle unger kaldet mountainbike Per – spørg dem selv hvorfor)
Pers fortælling centrerer sig ikke om de utroligt mange flotte resultater, der blev opnået, men en total oversigt over alle resultater findes her: hvor man blandt meget andet kan læse om Sofiel Olesens imponerende sejr på 60 m
